Da min far fik konstateret demens, var det som om verden pludselig blev en smule mørkere. Vi havde altid været tæt knyttet som familie, og nu skulle vi tilpasse os en ny virkelighed, hvor far langsomt mistede grebet om tiden, rummet og endda os, hans nærmeste. Beslutningen om at tage ham ind i vores hjem var ikke svær. Han skulle være sammen med os, omgivet af kærlighed og tryghed. Alligevel kunne vi mærke, at vi havde brug for hjælp for at få hverdagen til at fungere.
Små ting, store forandringer
Den første tid var præget af en del kaos. Far forstod ikke helt, hvorfor han var flyttet, og han havde svært ved at finde ro i vores hjem. Vi forsøgte at skabe en hverdag, der gav ham struktur og genkendelighed, men det var en udfordring. En dag stødte vi på en artikel om robotdyr, der blev brugt som terapeutiske hjælpemidler for mennesker med demens. Vi var skeptiske, men samtidig desperate for at finde noget, der kunne lindre hans uro.
Jeg husker tydeligt den dag, vi fik det lille robotdyr, en hvid kat, som vi døbte ‘Lille Misse’. Den var livagtig med bløde bevægelser og små spinden, når man aede den. Til vores store overraskelse blev far straks interesseret i den. Han begyndte at tale til den, klappe den og smilede som et lille barn, når den “svarede” med sin spinden. Det var som om, han fandt en form for tryghed i det lille væsen, og det var noget, vi alle kunne mærke.
Her er Lille Misse: https://dk.gloriamundicare.com/robotkat-demenskat-joy-for-all.html
Hverdagen med Lille Misse
Lille Misse blev hurtigt en fast del af vores daglige rutiner. Hver morgen, når far vågnede, ventede Misse på hans skød. Han aede den, mens vi talte om dagens planer, og selvom han ikke altid forstod, hvad der skulle ske, var det tydeligt, at han følte sig mere rolig. Vi begyndte at bruge robotdyret som en slags vejviser gennem dagen. Når det var tid til frokost, lagde vi Misse ved bordet, og når det var tid til at hvile, placerede vi den i hans seng.
Den tryghed, som Lille Misse gav ham, var uvurderlig. Selv når han var i dårligt humør eller ikke kunne finde ro, kunne han vende sig mod sin lille ven. Det var næsten som om, dyret hjalp ham med at finde en forbindelse til en verden, der ellers virkede forvirrende og fjern. Det gav os som familie en lettelse, da vi kunne se, at far havde noget, der kunne bringe ham glæde, selv når vi ikke kunne nå ind til ham.
Teknologi som støtte
Ud over robotdyret har vi også fået stor hjælp af andre teknologiske hjælpemidler. En af de ting, der har haft størst betydning for os, er en digital kalender, der både viser klokkeslæt, dato og dagens gøremål. Kalenderen har en simpel og tydelig skærm, og hver gang far går forbi den, kan han få en opdatering på, hvad klokken er, og hvad der skal ske senere på dagen. Det har mindsket hans frustrationer over ikke at vide, hvad der foregår, og har givet os en bedre måde at kommunikere med ham på.
En anden ting, som har hjulpet os meget, er en sensor, der registrerer, hvis han forlader sit værelse om natten. Før vi fik den, var nætterne præget af uro, fordi vi konstant skulle være på vagt. Far havde det med at stå op midt om natten og gå rundt i huset, ofte forvirret og desorienteret. Med sensoren ved vi nu, når han forlader sit værelse, og vi kan hurtigt være hos ham for at hjælpe ham tilbage i seng. Det har ikke kun givet ham en bedre nattesøvn, men også os som familie.
Vi har haft og har stadig en stor hjælp i rådgivning om hjælpemidler fra firmaet Gloria Mundi Care, som har været helt fantastiske!
Oplevelser der styrker båndene
En af de største udfordringer ved at have far boende hos os har været at bevare de gode stunder, hvor vi alle kunne føle os forbundet som familie. Tidligere var far altid aktiv, han elskede at tage på skovture, lave mad sammen med os og fortælle historier fra hans barndom. Demensen har taget mange af disse ting fra ham, men vi har fundet nye måder at skabe minder sammen på.
En af de ting, vi er begyndt at gøre, er at spille musik for ham. Far har altid elsket musik, især gamle danske sange, og når vi sætter dem på, lyser han op. Vi har endda opdaget, at han kan huske teksterne til nogle af sangene, og vi synger ofte med, mens han nikker i takt til musikken. Musikken har en magisk evne til at bringe minderne frem i ham, og det er en tid, hvor vi alle kan være sammen, uden at demensen står i vejen.
En anden ting, vi har indført, er “billeddage”. Vi tager gamle fotoalbummer frem og ser billeder fra fortiden. Far genkender ikke altid alle ansigterne, men han smiler og peger, og nogle gange fortæller han små fragmenter af historier fra dengang. Selvom det kun er glimt, giver det os alle en følelse af samhørighed, og vi får mulighed for at fejre hans liv og de minder, han har givet os.
Sammen i den svære tid
Det har ikke været en nem rejse at have far boende hos os. Demensen har taget meget fra ham og fra os, men den har også bragt os tættere sammen som familie. Vi har lært at sætte pris på de små øjeblikke af glæde, og vi har fundet styrke i at stå sammen, selv når tingene har været svære. Hjælpemidler som Lille Misse og de teknologiske løsninger har gjort det muligt for os at skabe en hverdag, hvor far kan føle sig tryg og elsket.
Vi ved, at fremtiden vil bringe flere udfordringer, men vi har også fundet håb i, at vi kan klare dem sammen. Hver dag med far er en gave, og selvom vi ikke ved, hvad morgendagen vil bringe, ved vi, at vi vil møde den sammen, som en familie.